Rødder

“The hip-hop legacy will always last / To know your future is to know your past”
– Diamond D, “Stunts, Blunts, & Hip-Hop”

Breakdance er meget mere end selve den sportslige præstation, kropskontrollen og den konkrete, mere eller mindre korrekte fysiske udførelse af et ”trin”. Det er det uopslidelige eventyr om kultur fra gaden, mod alle odds. Hvor aggressivitet og frustration vendes til en konstruktiv og kraftfuld kamp på kreativitet, stil, teknik og nerve.
Det er historien om på egen hånd at skabe en stil på tværs af herskende normer. Det er fortællingen om den enkeltes dansers markering af dygtighed og personlig stil i fællesskabet. Og ikke mindst er det fortællingen om det stærke og nære fællesskab der hersker i hip-hop kulturen.


Breakdance, ofte benævnt Breaking eller B-boying, opstod blandt gadekids i 1970’ernes Bronx, den fattigste New York-bydel. Mange dansere var bandemedlemmer der konkurrerede mod hinanden, ganske simpelt fordi at man som ung i området var nødt til at bekende bandekulør for at klare sig igennem. I 1970’erne kunne der optælles 300 bander med omkring 20.000 medlemmer. Derfor udgik organiseringen af Breaking i starten fra banderne i New Yorks ghettoer. I forbindelse med optagelserne til filmen Beat Street i 1984, siger breakingpionéren Crazy Legs:

“Tidligere var alle unge i ghettoen med i bander og vi kæmpede mod hinanden med knive, cykelkæder og stålrør. Men pludselig havde alle unge på vores alder en følelse af at være kommet ind i en blindgyde. Al denne sindssyge vold! Breaking gav os en mulighed for at være os selv. Nu kæmper vi med breakdance i stedet.”

Afrika Bambaataa og hans organisation Zulu Nation var med til at definere hip-hop i disse tidlige stadier. Bambaataa var oprindeligt et ledende bandemedlem i Black Spades der ”styrede” området omkring Bronx River. Vendepunktet for Bambaataa da han oplevede en god ven blive skudt af politiet. Han ville ikke fortsætte i samme spor, og han rejste til Afrika for at søge sine rødder – deraf kunstnernavnet. Han kom tilbage med en vision om hvordan man kunne vende energien i ghettoen fra en negativ til en positiv spiral.
Han havde gennem sit virke som DJ tæt kontakt til de stærke kreative udtryk der var populære i hans miljø, og som alle havde det fællestræk at de var opstået i ghettoen. Dansernes fysik mødte kunsten fra Graffiti-malerne, ordene fra Rapperne, og musikken fra DJ’s. Nu samlede Bambaattaa disse fire elementer under éen paraply og kaldte det for hip-hop – inspireret af et ord fra en af vennen Lovebug Starskis vrøvleviser. Bambaataas inspirationskilder var sorte borgerettighedsforkæmpere som Martin Luther King og Malcolm X. Idéen var at organisere banderne i Bronx til at samarbejde. Værdierne i den stadig eksisterende Zulu Nation er: ”fred, konkurrence, respekt, originalitet, fest og sammenhold”.

Derfor er fokus for en Breakers træning og mentalitet at overgå en modstander ved at have mere kreative og bedre ”moves” og ”freezes”, og udøverne gik sammen i ”crews” for at udvikle egne rutiner og skille sig ud fra de andre. Det første kendte Breaking-crew var de to brødre der kaldte sig Nigger Twins, og andre crews fra samme periode var The Seven Deadly Sinners, Shanghai Brothers, Rockwell Association og Rock Steady Crew. Dette var pionérerne, den første generation.

Allerede i midthalvfjerdserne kunne man se dansere med fantastiske skills. Det var gruppernes indbyrdes rivalisering skabte meget seriøse aktive, der konkurrerede på Freezes, Footworks og Toprocks. Da 70’erne blev til 80’erne måtte de tidlige Breaking-frontfigurer vige pladsen for en ny generation, der tog de etablerede basic moves og kombinerede dem med spins på næsten alle dele af kroppen. Den nye generation af breakere var akrobatiske begavelser, der udviklede headspin og windmill og de såkaldte glides, ting der nu i høj grad er ”varemærket” i Breaking.
I de tidlige 80’ere var de fremtrædende crews i New York navne som Rock Steady Crew, NYC Breakers, Dynamic Rockers, Floor Lords, Floor Masters, Incredible Breakers, Magnificient Force. Den største rivalisering foregik mellem Rock Steady Crew og NYC Breakers og mellem Rock Steady Crew og Dynamic Rockers. De spændende battles mellem disse crews tiltrak mediernes opmærksomhed. I 1981 viste den landsdækkende kanal ABC en opvisning af Rock Steady Crew i Lincoln Center, hvor dette ukendte og ”spøjse” fænomen vakte en del opmærksomhed, sammen med dokumentarfilmen “Stylewars”, der året efter fokuserede på graffiti men også dokumenterede en heftig battle mellem Rock Steady Crew og Dynamic Rockers. I 1983 kom så det endelige gennembrud, med Hollywood-dansefilm “Flashdance”, hvor den klart mest elektriske scene var de korte men intense klip med Rock Steady Crew for fuld skrue. Samtidig var Rock Steady Crew gæstestjerner i et Malcolm McLarens “Buffalo Gals” musikvideo, og de blev set over hele verden pga. filmens og sangens succes. Breaking var nyt for alle, aldrig set før, spektakulært og fascinerende. Startskuddet for en verdensompspændende medie-eksplosion havde lydt. Stadig i det samme år – 1983 – kom filmen “Wild Style” ud. For at promovere filmen stablede man den første internationale turné med hip-hop kultur på benene. MC’s, DJ’s, Graffitikunstnere og Breakere tog til bl.a. Paris og London, og det var første gang at Breaking kunne opleves live i Europa.


Breaking blev hurtigt en trend som reklamebranchen glubsk brugte til at sælge letmælk og double Whoppers, mens B-boys med selvfølgelighed var gæster hos så promimente personer David Letterman og Queen Elizabeth. Plus selvfølgelig i en af tidens mest populære serier, danseskoledramaet ”Fame”. Og til afslutningsceremonien til OL i Los Angeles lavede over 100 B-boys og B-girls en kæmpe opvisning! I ’86 fandt mega-arrangementet UK FRESH sted på Wembley i London, der blev en historisk aften for hiphops status i Europa.Også i Danmark blev breakdance et modefænomen og udnyttet til at give en aura af street til bl.a. amerikansk og japansk elektronik – de var som skabt at reklamesøjle til nye opfindelser som ”walkman” og ”ghettoblaster”. Men også solbriller og tyggegummi skulle gerne ses i fjæset på en B-boy. Der blev afholdt konkurrencer overalt, i provinsen og i København, og mange danseinstitutter oprettede Breakdance hold uden at have kvalificerede undervisere. Allerede i ’87 blev Breaking for menigmand – og især for medierne – anset for en overstået trend. Yt. Nyt. Kun nogle få entusiaster blev ved med at træne og danse seriøst. Dansen overlevede dog i små, isolerede miljøer rundt om i Europa op igennem slutfirserne. Det betød at dansen vendte tilbage til USA igen i starten af 1990’erne via Europa i transformeret, muteret og opdateret form. I Moderlandet blev man overrasket og inspireret over den udvikling der var foregået og Breakdance begyndte igen at spire frem i USA.
Siden har dansen overlevet i undergrunden, og er langsomt men sikkert vokset til en stærk global kultur med internationale events og dansere.