Pressemeddelelse teaterturné til asylansøgere

I samarbejde med Ungdommens Røde Kors gennemfører Freestyle Phanatix en turne til landets asylcentre med breakdance-teater og workshops. 

BAGGRUND
Antallet af mindreårige asylansøgere, der kommer til Danmark, er hastigt stigende. Mange af dem er uledsagede børn og unge fra Afghanistan, der har store ar på sjælen, og som har brug for hjælp til at få en meningsfuld hverdag, mens de venter på en afklaring af deres situation. Jan Johansen, souschef i Ungdommens Røde Kors, udtaler:

“Børn og unges vilkår i asylsystemet er den største humanitære udfordring i Danmark lige nu. Disse børn og unge rammes meget ofte af psykisk sygdom og depression. Det bunder dels i deres vanskelige situation, dels i problemer, som er afledt af, at resten af familien og dermed de voksne, der har ansvaret for børnene, selv er under ekstremt pres og ofte selv har psykiske problemer. Og det er jo kun de børn og unge, der har familien med sig. De uledsagede mindreårige har professionelle omsorgspersoner omkring sig, men savner meget ofte nogen at være sammen med, som ikke har et behandlerperspektiv.”

Både Freestyle Phanatix og Ungdommens Røde Kors har gennem en årrække haft succes med forskellige aktiviteter på og omkring landets asylcentre, som har haft til formål at fylde de unges hverdag med noget meningsfyldt. Aktiviteterne er blevet udført af frivillige, enten unge, som er aktive i foreningerne, eller andre unge fra lokalsamfundet.


De børn og unge, der lever på de danske asylcentre, vil enormt gerne de danske unge, og de har kæmpestor glæde af at være sammen om aktiviteter med andre unge, hvor de føler, at nogen ønsker at være sammen med dem – at nogle danske unge gerne vil dem. Vi kan se, hvordan de blomstrer op, og hvordan vores ret enkle aktiviteter får stor betydning i hverdagen.

Antallet af mindreårige asylansøgere, der kommer til Danmark er stigende. I 2010 var tallet 432, og en stor del af dem er uledsagede børn og unge fra Afghanistan. De har store ar på sjælen og har brug for hjælp til at få en meningsfuld hverdag, mens de venter på afklaring af deres situation. Ofte rammes børnene af psykisk sygdom og depression, og de savner ofte nogen at være sammen med, som ikke er sagsbehandlere.

INDHOLD
Freestyle Phanatix gennemfører en danseteater-turné til 17 danske asylcentre med forestillingen ”Future Roads”, som er støttet af Kunstrådet.
Læs mere om forestillingen her http://freestylephanatix.dk/future-roads/

Forestillingen kombineres med åbent jam sammen med børnene, hvor de får mulighed for at danse selv og sammen med Freestyle Phanatix samt en workshop, hvor børnene kan blive inspireret til et liv med dans og bevægelse. Målet er at give børn og unge en teateroplevelse og vække nogle positive tanker hos dem, da de er en gruppe, som ellers ikke har nem adgang til kunst og kultur i dagligdagen.

HipHop og breakdance har altid brudt grænser ned mellem mennesker, fordi dens udøvere kommer fra alle sociale lag og mange forskellige baggrunde. Med denne turné håber vi på at skabe grobund for nye venskaber og inspirere børnene til en positiv livsstil.

DONORER
TrygFonden og Bikubenfonden er hoved-sponsorer i dette projekt som også er støttet af Ville Heises Legat og Det Obelske Familiefond

TID / STED
Januar, uge 3-4, 2013  – Alle asylcentre i Danmark fra Nordjylland til Langeland

Leave a Reply